Hvordan det startede

I foråret 2022 tog Gudrun en beslutning der havde været længe undervejs, og forlod et andet asatrossamfund, som hun havde været med til at stifte 25 år tidligere. 

Det var ikke en let beslutning, men det kunne, af grunde der ikke skal nævnes her, ikke være anderledes. Dette blev hurtigt kendt i miljøet, så Thomas henvendte sig til Gudrun og spurgte, om ikke de skulle starte noget nyt.
Tjo, hvorfor ikke. De henvendte sig til Kasper, Anton og Rebecca, det stiftende møde blev holdt, online, 1. juni 2022, hvor værdigrundlag, vedtægter og budget hurtigt kom på plads. Gudrun blev valgt til formand, Kasper til kasserer og Thomas til bestyrelsesmedlem. Suppleant blev Rebecca og Anton valgt til revisor.
Vi valgte at ”gå i luften d. 21. juni, og tilslutningen var fra starten stor.
Men hvem er det, der nu tog initiativet til dette?
Vi præsenterede os selv i det første medlemsbrev og de præsentationer følger her:


Mit navn er Gudrun Victoria Gotved

Jeg har været asatroende siden barnsben, var sammen med min far, der også var asatroende, med til at stifte et andet trossamfund i 1997.

Jeg er forfatter til tre bøger. Først ”Asatro – de gamle guder i moderne tid” fra 2001, så en stærkt revideret og omskrevet version: ”Asatro – Norrøn spiritualitet” fra 2019, og her i 2022 kom bogen ”Vølvekraft og Runekunst”. 

Nummer 2 er nu også udkommet på engelsk.

Jeg bor på en slægtsgård i Sønderjylland og har forskellige dyr. Er måske at betegne som ”klimatosse-light”, da miljøet ligger mig meget på sinde. 

Jeg nørder meget indenfor den nordiske mytologi og folketro, tror jeg har læst hvad der er værd at læse og er vild med bøger. Efter at have været produktionsskolelærer i mange år, er jeg nu vikar forskellige steder. Det passer mig fint at tilrettelægge mine arbejdstider selv.Siden 1996 har jeg også re-enacted vikingetiden. Dvs. at jeg tager rundt på vikingemarkeder ogformidler vikingernes levevis. 

Jeg er også tilknyttet Ribe Vikingecenter hvor jeg er Vølve på stedet. Først på fuld tid imellem 2007 og 2021, nu lejlighedsvis. Og Vølve er det jeg også betegnes som af mange.


Mit navn er Thomas Højlund Nielsen

Jeg begyndte at interesserer mig for den nordiske mytologi tilbage i 2013, her var det mest fortællingerne om guderne og den historiske del der havde min interesse.

Det udviklede sig hen over tid og troen på de Nordiske magter tog til og i 2017 blev jeg asatroende, men var ikke meldt ind i et trossamfund eller i et BlotLaug, jeg praktiserede min tro for mig selv, på min egen måde, og i 2021 meldte jeg mig ind i et andet trossamfund og kom efterfølgende på ”prøve” i et Blotlaug.

Jeg bor i Hammel med min familie bestående af min kone, 3 børn og vores hund Odin. Jeg har siden 2007 arbejdet i Flyvevåbnet som befalingsmand, inden da har jeg været speditør og haft min egen virksomhed inden for salg og markedsføring.


Mit navn er Kasper Fuglevig Mortensen

Jeg kan ikke sige, hvornår jeg begyndte at være asatroende. 

Siden barnsben har jeg været fascineret af de nordiske guder og i min teenageår gik det op for mig, at der ikke findes én sandhed, de forskellige liv vi hver især lever, har så mange facetter, at der må være flere kræfter blandet ind i ligningen end en monoteistiske gud, derfra var turen til asatro kort.

Jeg er oprindeligt uddannet indenfor økonomi. 

I dag sidder jeg med salgs- og markedsføringsansvaret for en nordisk virksomhed i Danmark, som primært beskæftiger sig indenfor økonomi. 

Jeg har tidligere siddet i bestyrelsen for et andet trossamfund.Jeg bor i Gershøj ved Roskilde Fjord, men er opvokset lidt udenfor Århus.


Mit navn er Anton Benkestok

Jeg bor i Kolding med min hustru og to dejlige børn, og til daglig arbejder jeg som Senior Projektleder og Product Owner i en stor Dansk virksomheds IT-afdeling.

Min dedikerede rejse ind i den Nordiske skik og asatroen startede for små 5 år siden.

Jeg har altid været spirituel bevidst, men det har været en længere rejse, hvor jeg først for nyligt fandt den, for mig, rigtige rute til målet, til mit spirituelle ståsted, i asatroen.

Det har gjort at mig og min hustrus spirituelle praksis har fundet den rigtige kant, hvilket har resulteret i en stor personlig udvikling og en øget modning af mit sind og sindelag og stor familiær og personlig lykke og gnist.

Derudover har det resulteret i, at vi har mødt en række mennesker, som deler vores tilgang til vores eksistens, en gruppe af mennesker, som vi føler, at vi ræsonnerer med på en måde, vi ikke har prøvet før.

Kort sagt, da vi fandt hen til asatroen, fandt vi hjem, og det er mit mål, at via Nordisk Skik, skaber vi en community, der gør, at andre i en lignende situation også kan finde hjem igen, til sine forfædre, til vores guder, vores land og vætter, til vores skik og rødder, her i Norden.


Mit navn er Rebecca Benkestok

Jeg bor i Kolding med min mand, Anton, som også er en del af Nordisk Skik, samt vores to børn. Oprindeligt kommer jeg fra søhøjlandet omkring Silkeborg.

Til dagligt arbejder jeg som Konsulent indenfor Teknologiforståelse og Designtænkning, hvor min primære opgave er at uddanne og vejlede lærere til at undervise med og om teknologi gennem designtænkning.

Min rejse ind i Nordisk spiritualitet startede for 5-6 år siden. Jeg har gennem hele mit liv været nysgerrig på det spirituelle, men har ikke rigtig fået udlevet det potentiale, som jeg egentligt havde i mig. 

Det har været en lang og spændende rejse, på det personlige plan, hvor jeg har fundet at animisme og Asatroen ligger til grund for den måde jeg ser livet på. Det har givet mig fantastiske redskaber til f.eks. at anskue udfordringer, at udvikle mig selv og nye måder at gå til mine medmennesker på. 

Alt i alt har denne rejse beriget mit liv.Derfor er jeg også utrolig glad for at have fået muligheden for at være med til at starte dette nye trossamfund, Nordisk Skik. Jeg glæder mig til den rejse der ligger foran os og glæder mig over, at skulle tage den med alle jer fantastiske medlemmer!

Man kan spørge sig selv, om det nu var nødvendigt at starte et nyt trossamfund, når der nu var et i forvejen. Min (Gudruns) holdning har i mange år været, at det er sundt at der er et sted, de der er utilfredse med det bestående, kan gå hen, så de evindelige diskussioner kan stoppe.

Vi har, i Nordisk Skik, valgt at holde det total low-budget, holder møder online, så medlemmerne ikke har udgifter til kørsel, har ikke noget medlemsblad, men medlemsbreve der kommer via mail. 

Medlemsgebyret går foreløbigt til en zoom kanal og hjemmeside.